Manchester City ser ud til at have fundet næste led i deres midtbaneforstærkning. Ifølge flere troværdige kilder – herunder The Athletic – har den engelske storklub indgået en aftale med AC Milan om køb af den hollandske midtbanespiller Tijjani Reijnders.
Der er angiveligt tale om en transfersum på 55 millioner euro, svarende til omtrent 410 millioner danske kroner, med yderligere bonusser indbygget i aftalen. Reijnders har samtidig ifølge The Athletic skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Manchester City i fem år.
Skiftet kommer noget overraskende, især set med italienske øjne. Reijnders forlængede nemlig sin kontrakt med AC Milan så sent som i slutningen af 2023, hvor han bandt sig til klubben frem til sommeren 2030. Det lignede et klart signal om, at Milan så ham som en nøglespiller i de kommende sæsoner – men Citys interesse og økonomiske slagkraft har tilsyneladende ændret billedet.
Tijjani Reijnders har siden skiftet til Milan i sommeren 2023 været en af holdets mest stabile og iøjnefaldende profiler. Han har startet inde i hele 97 af sine 104 kampe for klubben – et tal, der både vidner om hans høje niveau og fysiske pålidelighed.
I den netop afsluttede sæson i Serie A spillede han sin måske bedste fodbold til dato. Med ti mål og fem assists fra en central midtbaneposition var han en afgørende skikkelse for Milan, og det kastede ham fortjent hæderen som Serie A Midfielder of the Season af sig.
Skiftet til Manchester City markerer næste skridt i Reijnders’ imponerende udvikling – og samtidig endnu en stærk tilføjelse til Pep Guardiolas i forvejen stjernespækkede midtbane.
Du kan læse flere fodboldnyheder om italiensk fodbold ved at følge linket. Husk, at du også kan lytte til vores seneste fodbold podcasts på blandt andet Spotify og Apple Podcasts, hvor vi netop har Tijani Reijnders på årets hold.

