Det er nu officielt, at Simone Inzaghi ikke længere skal stå i spidsen for Inter. Den italienske storklub bekræfter tirsdag, at parterne er blevet enige om at afslutte samarbejdet efter fire succesfulde år, hvor Inzaghi har ført klubben til både nationale og europæiske triumfer.

Ifølge en meddelelse på Inters officielle hjemmeside blev beslutningen truffet efter et møde tidligere på dagen, hvor begge parter udtrykte gensidig respekt og forståelse for hinandens synspunkter. Klubpræsident Giuseppe Marotta benytter lejligheden til at sende en stor tak til Inzaghi for hans indsats og dedikation.

– På vegne af vores aktionær Oaktree og hele klubben vil jeg gerne takke Simone Inzaghi for det arbejde, han har lagt i klubben, for hans passion og ikke mindst for den oprigtige samtale, vi havde i dag. Det var en ærlig og moden dialog, som kun kan finde sted mellem folk, der har kæmpet side om side for at nå fælles mål, lyder det fra Marotta.

Selvom Inzaghi nu forlader sin post i Milano, går han ikke arbejdsløs længe. Flere troværdige italienske medier melder, at han er meget tæt på at skrive under med den saudiarabiske storklub Al Hilal. Aftalen ventes offentliggjort senere på ugen.

Med det kommende skifte til Saudi-Arabien bliver Simone Inzaghi ikke bare træner i en ny liga – han bliver også verdens bedst betalte fodboldtræner. Aftalen med Al Hilal menes at strække sig over tre år og vil indbringe den tidligere Lazio-angriber omkring 25 millioner euro om året, hvilket overgår alle nuværende trænere – inklusiv navne som Pep Guardiola og Diego Simeone.

Inzaghi har været i spidsen for Inter siden 2021 og har i sin tid vundet Serie A, Coppa Italia og nået Champions League-finalen i 2023 samt igen i 2025.

Bemærk, at du kan bidrage til podcasten Calcio Kammeraterne via tjenesten 10er.com og lytte til alle vores fodbold podcasts ved at følge linket på forsiden.