Der var lagt op til et særdeles interessant opgør på Jysk Park onsdag aften, da Silkeborg og Brøndby tørnede sammen i returkampen i pokalsemifinalen. Ikke alene fordi kampen havde stor sportslig betydning, men også fordi tribunerne fik prominent besøg – nemlig af Bolognas sportsdirektør, Marco Di Vaio, som var til stede blandt de knap 10.000 tilskuere på det udsolgte stadion.
Di Vaio tog ikke turen til Danmark uden grund. Den tidligere italienske stjerneangriber havde nemlig ét navn i kikkerten: Mathias Kvistgaarden. Brøndbys topscorer skulle denne aften forsøge at overbevise en klub fra den øverste halvdel af Serie A om, at han er klar til at tage næste skridt i karrieren.
Det er ikke hverdagskost, at en sportsdirektør selv møder op for at vurdere en spiller. Det vidner om en seriøs interesse fra Bologna og antyder, at klubben potentielt står over for en beslutning om at gå videre i processen. Hvor det ofte er scouts, der holder øje med lovende profiler, er det som regel et klart signal, når en sportsdirektør selv dukker op – her skal der træffes en konkret vurdering.
Marco Di Vaio har en lang og imponerende karriere bag sig i klubber som Juventus, Valencia og Bologna, hvor han i 2022 blev udnævnt som sportsdirektør. Han ved, hvad der kræves på topniveau, og vurderingen af Kvistgaarden har uden tvivl været grundig.
Kvistgaarden har i denne sæson for alvor slået sit navn fast som en af de mest målfarlige angribere i dansk fodbold. Den 23-årige angriber har, trods mindre skadesproblemer i foråret, allerede nettet 25 gange – herunder 16 mål i Superligaen, fire i pokalturneringen, to i Conference League-kvalifikationen og tre for U21-landsholdet.
Bologna har allerede én dansker i truppen – Jens Odgaard – som klubben gjorde permanent i sommer. Og med Bologna aktuelt på sjettepladsen i Serie A og med en pokalfinale mod Milan i vente, er klubben i gang med en historisk sæson, hvor man desuden spillede Champions League i efteråret 2024. Kvistgaarden kunne meget vel blive det næste skandinaviske islæt i den ambitiøse klub.
Samtidig lurer der en rekord på Vestegnen. Brøndby håber, at netop Kvistgaarden kan blive det første salg i klubbens historie, der passerer 100 millioner kroner. Indtil videre er Daniel Aggers skifte til Liverpool i 2006 det dyreste med 64 millioner kroner. Klubformand Jan Bech Andersen har flere gange udtalt, at klubben arbejder målrettet mod at overgå den grænse – og det kan meget vel ske denne sommer.
Det vil naturligvis være kærkomment med endnu en dansker i Serie A.
Husk, at du kan læse alverdens opslag om Serie A og italiensk fodbold i vores Facebook-gruppe. Husk ligeledes, at du altid finder unikke fodbold podcasts her på siden, hvis lyttelysten skal stimuleres.

