Sampdoria har fået en katastrofal start på sæsonen i Serie B med nul point efter fire kampe, og det har skabt stor uro blandt klubbens loyale fans. Den tidligere Serie A-klub, som har stolte traditioner i italiensk fodbold, befinder sig nu i en vanskelig periode med sportslige og strukturelle udfordringer.

I lyset af den svage start har en af klubbens ejere, Joseph Tey, valgt at henvende sig direkte til fansene med et klart løfte: Sampdoria skal tilbage i Italiens bedste række senest i 2028.

– Indtil videre har vi investeret betydeligt i klubben, og det vil vi fortsætte med, sagde Tey i en officiel udtalelse på Sampdorias hjemmeside. – Vores mål er at opnå hurtige, målbare fremskridt. Vi arbejder på en langsigtet strategi, der skal forbedre holdets præstationer og lægge et solidt fundament for fremtiden. Målet er klart: Vi skal tilbage i Serie A inden 2028.

Joseph Tey lægger desuden vægt på, at klubben ønsker at forbedre forholdet til sine fans i denne svære tid.

– Vi er fuldt ud bevidste om, hvor hårdt de seneste par år har været for både klub og fans. Vi forstår skuffelsen og frustrationen. Netop derfor er det vigtigt for os at styrke dialogen med vores tilhængere og sikre, at alle føler sig hørt og involveret i klubbens udvikling.

Sampdoria har været særdeles aktive i sommerens transfervindue og hentet hele 11 nye spillere. Den danske fodbolddirektør Jesper Fredberg har stået i spidsen for denne omstrukturering, men har også erkendt, at truppen stadig er for bred.

– Vi havde håbet at kunne sende flere spillere videre, så truppen kunne blive smallere og dermed mere fokuseret og konkurrencedygtig, udtalte Fredberg tidligere i september i et interview med Bold.

Selvom starten på sæsonen har været skuffende, insisterer klubbens ledelse på, at man arbejder benhårdt bag kulisserne for at genopbygge Sampdoria og sikre en stærk fremtid i toppen af italiensk fodbold.

Husk, at du kan støtte Calcio Kammeraterne i vores arbejde med at lave podcasts om italiensk fodbold ved at sende et valgfrit beløb. Overfør via MobilePay til boksen med nummeret 3899BL. Hver en krone er vi dybt taknemmelige for – det hjælper os med at producere fodbold podcasts om Serie A og italiensk fodbold