Alberto Gilardino er blevet præsenteret som ny cheftræner i Pisa, der i den kommende sæson vender tilbage til Serie A efter en flot oprykningskampagne i Serie B.

Den tidligere italienske landsholdsangriber har længe været rygtet til klubben, og nu er det altså officielt, at det bliver Gilardino, der skal forsøge at sikre overlevelse for toscanske Pisa i den bedste række. Han overtager roret efter Filippo Inzaghi, der forlod klubben umiddelbart efter oprykningen trods den sportslige succes. Filippo Inzaghi er nu præsenteret i Palermo.

Gilardino har tidligere haft ansvaret i klubber som Pro Vercelli, Siena og senest Genoa, hvor han i sidste sæson oplevede en mere turbulent tid. Selvom han førte Genoa til Serie A-oprykning i 2022/23 og en respektabel midterplacering i 2023/24-sæsonen, valgte klubledelsen i sidste ende at fyre ham efter uenigheder om projektets fremtidige retning. Det gør Pisa-ansættelsen til en slags ny begyndelse for den 42-årige træner.

I Pisa-truppen finder vi flere danske islæt. Alexander Lind og Malthe Højholdt er faste bestanddele af holdet, mens Henrik Meister og Oliver Abildgaard i den forgangne sæson var udlejet til klubben fra henholdsvis Stade Rennes og Como. Det bliver nu op til Gilardino at vurdere, om nogle af de danske profiler også skal indgå i planerne for Serie A-sæsonen 2025/26.

Alberto Gilardino er især kendt for sin aktive karriere som målfarlig angriber. Han repræsenterede store klubber som Parma, AC Milan og Fiorentina, og var en del af det italienske landshold, der vandt VM i 2006.

Hans første officielle opgave som cheftræner i Pisa bliver mod Atalanta den 24. august, hvor klubben åbner sin Serie A-sæson hjemme på Stadio Arena Garibaldi. Fansene håber, at Gilardino kan videreføre succesen og etablere Pisa som en fast bestanddel af den italienske topfodbold.

Husk, at du kan støtte vores sponsor, Dykkerur.dk, hvor du finder et bredt udvalg af dykkerure til gode priser. Husk også, at du kan lytte til en række forskellige fodbold podcasts med Calcio Kammeraterne lige her.