Den hollandske kantspiller Noa Lang har ikke lagt skjul på sin frustration over den sparsomme spilletid, han har fået siden sit skifte til Napoli. Efter tirsdagens klare nederlag til hans tidligere klub PSV Eindhoven – et opgør, som endte med cifrene 6-2 i PSV’s favør – gav Lang udtryk for sin utilfredshed med situationen i den italienske storklub.

Lang skiftede i sommerens transfervindue fra PSV til Napoli i håb om at tage næste skridt i sin karriere. Men indtil videre har opholdet i Serie A været præget af modgang. Under cheftræner Antonio Conte har den teknisk dygtige fløjspiller endnu ikke fået chancen fra start i nogen kamp. I stedet har han måtte nøjes med få og kortvarige indhop – som det også var tilfældet i kampen mod sin tidligere arbejdsgiver, hvor han blev skiftet ind og fik 33 minutter på banen.

Efter opgøret blev han spurgt ind til sin rolle i truppen og de begrænsede muligheder for spilletid, og hans svar vidnede om stor skuffelse.

– Jeg må nok hellere lade være med at sige for meget. Alle fodboldspillere ønsker at spille, og det gælder selvfølgelig også mig. Jeg gør mit bedste hver dag til træning, men ved ærligt talt ikke, hvad mere jeg kan gøre, sagde Lang.

– Jeg har skrevet under med Napoli til 2030, så jeg har ikke mange andre valg end at acceptere situationen. Men det er svært, tilføjede han.

Mest opsigtsvækkende var dog hans kommentar om forholdet til træneren.

– Jeg har kun talt med Antonio Conte én gang, siden jeg kom til klubben, udtalte han.

Langs udtalelser rejser spørgsmål om hans fremtid i Napoli, særligt hvis han fortsat ikke kommer i betragtning til startopstillingen under Conte.

Husk, at du kan støtte Calcio Kammeraterne med et beskedent bidrag via tjenesten 10er.com. Du kan altid melde fra igen, men hver en krone hjælper os med at producere nyt indhold og fodbold podcasts fra Italien.