Erling Haaland skrev sig endnu engang ind i historiebøgerne, da han torsdag aften bidrog med et rekordmål i Manchester Citys 2-0-sejr over Napoli i Champions League.
Der var lagt op til en ægte Champions League-godbid, da Manchester City hjemme på Etihad tog imod Napoli i gruppespillets første runde.
Rasmus Højlund var blandt de udvalgte i startopstillingen for det italienske mandskab, mens Kevin De Bruyne fik comeback for værterne på sin gamle hjemmebane.
De Bruynes gensyn med Etihad blev dog af kort varighed. Efter 18 minutter begik Giovanni Di Lorenzo en nødbremse på kanten af feltet og blev vist direkte ud efter VAR-gennemgang. Kort efter valgte Napoli-træner Antonio Conte at tage De Bruyne ud og sende Mathias Olivera på banen.
Haaland skriver historie
Første halvleg bød ikke på scoringer, men kort efter pausen fandt hjemmeholdet vej til netmaskerne – og som så ofte før, var det Erling Haaland, der stod bag.
På et elegant indlæg fra Phil Foden dukkede nordmanden op i feltet og headede bolden i mål til 1-0. Målet var hans 50. i Champions League – og han nåede milepælen på blot 49 kampe, hvilket gør ham til den hurtigste spiller til at nå dette antal scoringer i turneringens historie. Den tidligere rekordindehaver, Ruud van Nistelrooy, brugte til sammenligning 62 kampe.
City udnyttede overtaget mod et amputeret Napoli-hold og udbyggede føringen i det 64. minut, hvor Jeremy Doku med en flot soloaktion driblede sig fri i feltet og sendte bolden fladt i mål mellem benene på Napoli-målmanden.
Med sejren på 2-0 fik Manchester City den bedst tænkelige start på deres Champions League-kampagne.
Bemærk, at du kan bidrage til podcasten Calcio Kammeraterne via tjenesten 10er.com og lytte til alle vores fodboldpodcasts ved at følge linket på forsiden.

