Italien er i sorg efter nyheden om, at Pave Frans er afgået ved døden. Den 88-årige pave gik bort 2. påskedag, og hans død har kastet landet ud i national sørgestemning. Den katolske kirke spiller en central rolle i mange italieneres liv, og Pave Frans har i løbet af sit pontifikat været en samlende figur – også langt ud over religionens grænser.

Som en direkte konsekvens af Pave Frans’ bortgang har Serie A besluttet at udskyde samtlige kampe, der oprindeligt skulle være spillet mandag den 21. april 2025, også kendt som 2. påskedag. Det drejer sig om fire kampe i den 32. spillerunde, som nu er blevet rykket til onsdag den 23. april.

De berørte opgør er:

  • Torino – Udinese
  • Cagliari – Fiorentina
  • Genoa – Lazio
  • Parma – Juventus

Alle fire kampe var oprindeligt programsat til at blive spillet på en dag, hvor mange italienere traditionelt samles med familie og venner for at fejre påsken. Men med landesorg og officielle ceremonier i vente har ligaen valgt at tage højde for den ekstraordinære situation.

Det er ikke kun Serie A, der er berørt. Også kampene i Serie B samt i Primavera-ligaen, den italienske ungdomsliga, er blevet udsat, da man ønsker at vise respekt i en periode, hvor store dele af befolkningen deltager i mindehøjtideligheder og nationale ceremonier.

Serie A har bekræftet, at alle fire kampe nu spilles den 23. april 2025, men afventer stadig bekræftelse af spilletidspunkter og TV-dækning. Det forventes, at dette meldes ud i løbet af de kommende dage.

Pave Frans’ død markerer en historisk begivenhed, og Serie A har med beslutningen ønsket at sende et klart signal om respekt og medfølelse i en tid, hvor mange italienere sørger.

Husk, at du også kan hjælpe vores sponsor, Dykkerur.dk, hvor du finder et bredt udvalg af dykkerure til gode priser, herunder ikke mindst det enestående JP2000-08E ur. Husk også, at du kan lytte til en række forskellige fodbold podcasts med Calcio Kammeraterne lige her.