Como fortsætter med at investere i unge profiler med stort udviklingspotentiale. Serie A-klubben har nu sikret sig den 19-årige midterforsvarer Andrés Cuenca, som skifter fra FC Barcelona og har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2030.

Det oplyser den italienske klub på sin officielle hjemmeside.

Cuenca kommer fra FC Barcelonas anerkendte ungdomsakademi, La Masia, hvor han gennem flere år har udviklet sig til en af de mest lovende forsvarsspillere i sin årgang. Selvom konkurrencen på førsteholdet har været benhård, nåede den unge spanier at få sin officielle debut for Barcelonas førstehold i UEFA Champions League, inden han nu tager næste skridt i karrieren hos Como.

Cheftræner Cesc Fàbregas glæder sig over at få landsmanden til klubben og ser et stort udviklingspotentiale i den unge forsvarer.

Andrés Cuenca er en ung forsvarsspiller med stor teknisk kunnen, energi og styrke. Han har haft en vigtig rejse gennem Blaugranas ungdomsakademisystem og fik sin førsteholdsdebut i UEFA Champions League, siger Fàbregas.

Den tidligere Barcelona-, Arsenal- og Chelsea-profil mener samtidig, at Cuenca passer perfekt ind i den spillestil, Como ønsker at praktisere.

Som en moderne forsvarsspiller er han komfortabel med bolden og sikker i sine aktioner. Vi tror på, at han kan udvikle sig betydeligt som en del af vores projekt, og vi er glade for at byde ham velkommen til Como, lyder det fra cheftræneren.

Selvom Cuenca blot nåede én officiel kamp for FC Barcelonas førstehold, har han været en markant profil på klubbens ungdomshold. Derudover har han repræsenteret Spaniens U19-landshold, hvor han indtil videre står noteret for 25 landskampe.

Tilgangen af Andrés Cuenca understreger endnu en gang Comos strategi om at hente unge spillere med et højt udviklingspotentiale. Under ledelse af Cesc Fàbregas har klubben satset målrettet på at kombinere talentfulde unge spillere med mere erfarne profiler, og Cuenca bliver den seneste brik i det ambitiøse projekt, som skal gøre Como til en fast bestanddel af toppen af Serie A i de kommende sæsoner.

Husk, at støtte vores sponsor, Retrotrøjer.dk, hvor du finder et kæmpe udvalg af officielle fodboldtrøjer til gode priser. De har blandt andet en række retrotrøjer fra Serie A samt ikke mindst en fed Como trøje, som du finder via linket. Husk også, at du kan lytte til en række forskellige fodbold podcasts med Calcio Kammeraterne lige her.