Det er nu helt officielt: Albert Grønbæk fortsætter sin karriere i italienske Genoa. Den danske spiller har skrevet under på en lejeaftale, som sender ham til Serie A-klubben fra franske Rennes. Det bekræfter Genoa selv på deres officielle hjemmeside.

Ifølge klubben indeholder aftalen en købsoption, hvilket giver Genoa mulighed for at hente Grønbæk permanent, hvis samarbejdet viser sig frugtbart. Det franske medie Foot Mercato kunne tidligere mandag oplyse, at denne købsoption angiveligt ligger på 10,5 millioner euro – svarende til omkring 78 millioner danske kroner.

Albert Grønbæk fik aldrig for alvor sat sit præg i Rennes, som han skiftede til fra Bodø/Glimt. I løbet af sin tid i Bretagne-klubben blev det blot til 28 førsteholdskampe og to mål. Det lykkedes ham aldrig at spille sig til en fast rolle på holdet, og derfor har klubben nu valgt at sende ham videre i håbet om, at et skifte til italiensk fodbold kan genstarte karrieren.

Den seneste sæson var danskeren udlejet til Southampton i England, hvor han fik chancen for at vise sig frem i verdens mest prestigefyldte liga. Men også her blev det et skuffende ophold. Southampton måtte tage den tunge tur ned fra Premier League, og Grønbæk spillede kun fem kampe i løbet af sæsonen.

Nu får han altså en ny mulighed for at slå igennem – denne gang i Serie A, hvor Genoa de seneste sæsoner har været i gang med en større genrejsning. Klubben har tidligere haft succes med nordiske spillere, og man kan ikke undgå at nævne, at endnu en “Albert” – nemlig Albert Gudmundsson – har været en stor profil på holdet og spiller en lignende offensiv rolle som Grønbæk.

Spørgsmålet er nu, om den danskeren kan finde tilbage til det niveau, han viste i Norge, og blive den næste nordiske succeshistorie i den italienske havneby.
Husk, at du kan læse alverdens opslag om Serie A og italiensk fodbold i vores Facebook-gruppe. Husk ligeledes, at du altid finder unikke fodbold podcasts her på siden, hvis lyttelysten skal stimuleres.